Det er toksikolog Ewa Daniél og direktør Lene Stiil, der har grundlagt allergimærket AllergyCertified. Et allergimærke der gør det let at vælge det hudvenlige produkt.

Ny allergimærkning sikrer sund makeup

Med en klokkeklar ambition om at kvinder i hele verden i fremtiden skal kunne købe makeup, der ikke giver risiko for allergi, har to danske kvinder søsat det internationalt orienterede allergimærke AllergyCertified. Mærket garanterer, at de makeup-produkter, der kommer igennem nåleøjet og certificeres, giver absolut mindst risiko for allergi med udslæt og kløe til følge.

Af: Michael Winther

Makeup er en kompleks verden med en stor jungle af forskellige ingredienser, som for manges vedkommende kan give allergiske reaktioner i form af kløe, udslæt og hævet hud. Især giver nikkel, parfumestoffer som blandt andet Limonene, det naturligt forekommende limstof kolofonium samt formaldehyd anledning til, at mange kvinder oplever allergiske reaktioner i forbindelse med brug af makeup. Det er den virkelighed, som toksikolog Ewa Daniél og direktør Lene Stiil, kvinderne bag Allergy Certified, vil gøre op med gennem det nye allergimærke. Det skal give forbrugeren en hurtig guideline og et troværdigt overblik i forhold til, om det produkt, man står med i købssituationen, mindsker risikoen for en allergisk reaktion.

- Alle kvinder overalt på jorden - fra Johannesburg til Randers, fra Hong Kong til Paris - har ret til at bære makeup, når de har lyst til det. Sådan er det ikke i dag, da der er en række produkter på markedet for makeup, der rummer skadelige stoffer og urenheder, som øger risikoen for allergiske reaktioner. Derfor er der en masse kvinder, som er afskåret fra at bruge makeup dagligt. Det er synd og ærgerligt, da en række internationale undersøgelser fortæller, at kvinder, der ikke kan bruge makeup af hensyn til risikoen for allergi, har lavere livskvalitet end andre kvinder. Det er det forhold, vi ændrer på med vores allergimærke. For sandheden er jo, at der faktisk findes en række produkter, man kan bruge uden risiko, fortæller direktør i AllergyCertified, Lene Stiil.

Strenge krav

Danske makeupprodukter fra Sandstone Scandinavia, Miild og Nilens Jord er allerede certificeret af AllergyCertified.

Det hudvenlige mærke, der snart har tre år på bagen, har fået tag i markedet. Interessen er overvældende, og de to grundlæggere er ikke i tvivl om den positive effekt af at certificere netop makeup. De har knoklet for at introducere værdierne og de faktuelle forhold bag AllergyCertified. De har holdt foredrag, deltaget i messer og i det hele taget gennemført et imponerende benarbejde over hele verden. Til dato er mere end 500 produkter, heraf 100 forskellige makeup-produkter, certificeret. Tres procent af kunderne er danske og tæller blandt andet mærkerne Nilens Jord, Miild og Sandstone Scandinavia.

De resterende 40 procent er internationale spillere fra øverste hylde, der har set mulighederne og de potentielle forretningsaspekter i at kunne markedsføre hudvenlige produkter inden for make-up, kosmetik, bleer og rengøring.

- Vi har bestemt fat i den lange ende, og interessen er stor for vores certificering. Når en kunde henvender sig for at få certificeret sit produkt, laver vi først en samlet toksikologisk risikovurdering ud fra produktets forskellige indholdsstoffer. En risikovurdering der samtidig tager højde for urenheder forbundet til de enkelte ingrediensers råvarer. Når det er gjort, sender vi efterfølgende produktet til nikkeltest på et eksternt laboratorium, fordi produkterne efter vores forskrifter maksimalt må indeholde 1 ppm nikkel i det færdige produkt, altså højest én milliontedel af det samlede produkt. Herudover ser vi på koncentrationer af de forskellige indholdsstoffer, da al allergivurdering bør være afhængig af koncentrationernes størrelse, forklarer Lene Stiil.

Jævnlige stikprøver

Arbejdet med at certificere forskellige makeuptyper er ikke afsluttet med certificeringen alene. For at være et seriøst allergimærke, som forbrugerne kan have ubetinget tillid til, gennemfører AllergyCertified jævnlige stikprøvekontroller på de produkter, de har certificeret.

- Med stikprøvekontrollerne sikrer vi os, at produktet til stadighed lever op til de stramme krav, vi har for at opnå certificeringen med AllergyCertified-mærket. Når vi foretager en stikprøvekontrol, sender vi produktet til test på enten Teknologisk Institut eller på det internationale laboratorium Eurofins Scientific. Viser testen uoverensstemmelser mellem indhold og recept, har vi via kontrakten en procedure for, hvordan producenten skal ændre produktet for fortsat at kunne bruge vores mærke, siger Lene Stiil.

Sejr for forbrugerne

Efter kun tre år er allergimærket i dag at finde på både danske og internationale makeup brands, og interessen fra producenter og forbrugere er stærkt stigende.

AllergyCertified og deres allergimærke hviler på et videnskabeligt grundlag, hvor der bliver brugt mange timer på at orientere sig om nye udviklinger og trends i internationale videnskabelige tidsskrifter med fokus på toksikologi og farmaci. Hertil kommer det tætte samarbejde med laboratorier i både ind- og udland samt det forhold, at virksomheden har nedsat et advisory board, bestående af de to professorer An Goossens fra Leuven Universitets Hospital og Donald Belsito fra Columbia University Medical Center i New York, USA. Her henter AllergyCertified-teamet uvurderlig viden til at skærpe opmærksomheden på nye ingredienser og indholdsstoffer i makeup og øvrige produkter, som i fremtiden potentielt kan udgøre et risikomoment med hensyn til allergener og udvikling af allergi.

- Det er ret fantastisk det her. Efter kun tre år gør vores allergimærkning det langt lettere at træffe det rigtige og sunde valg, når man står og skal vælge make-up til sig selv eller produkter til sine børn. Et valg der både kan forebygge risikoen for at udvikle allergi, og et valg der gør, at de, der i dag lider af allergi, nu får en ny chance. Og vi kan se, at interessen er der fra forbrugere såvel som producenter. Vi vækster kraftigt lige nu. Vi har lige ansat en kemiingeniør, og i december starter der en nyuddannet biolog. Jeg håber, det fortsætter, så vi inden for 10 år har kontorer i det meste af verden. Ikke for kontorets skyld, men fordi vi så har fået sat en dagsorden for adgangen til hudvenlige produkter. Det vil være en sejr ikke kun for os, men for alle forbrugere, forklarer Lene Stiil.